TDC's kriseramte erhvervsbutik taber luft over hele linjen
Faldende omsætning fra mobil, fastnet og bredbånd er blandt ingredienserne i den tilbagegang, som TDC's erhvervsdivision har oplevet i de sidste tre måneder af 2015 - og den seneste lange periode generelt.
Det oplyser TDC i sit regnskab for fjerde kvartal 2015, hvor hovedpunkterne allerede er kendte, da teleselskabet i sidste uge offentliggjorde regnskabstallene i forbindelse med lanceringen af en ny strategi.
Omsætningen per mobilkunde på erhvervsdelen er faldet til 125 kr. om måneden i fjerde kvartal. Det er 10 kr. mindre end kvartalet før og 19 kr. på et år.
Tilbagegangen betød alt i alt, at de samlede indtægter fra mobil faldt med 61 mio. kr. i månederne oktober, november og december, hvis man sammenligner med samme periode i 2014.
Også inden for bredbånd var der et fald i omsætningen - på 46 mio. kr. - mens fastnetomsætningen - delvis som følge af virksomhedernes farvel til disse løsninger - dykkede 50 mio. kr. i de sidste tre måneder af året.
Der er - som det eneste sted i erhvervsforretningen - fremgang at spore i kategorien "andre services" - der blandt andet indeholder datterselskabet Netdesign.
Her voksede omsætningen med 114 mio. kr. i fjerde kvartal, hvilket dog forklares med højere salg af produkter med lave marginer, som har påvirket indtjeningen negativt.
Pres på Erhverv
Ser man på hele erhvervsdivisionen, faldt omsætningen til 1557 mio. kr. i fjerde kvartal fra 1600 mio. kr. i samme periode året før, mens driftsoverskuddet før skat, renter og af- og nedskrivninger, EBITDA, lød på 889 mio. kr. mod 1056 mio. kr. i fjerde kvartal 2014.
Presset på TDC's erhvervsforretning har selskabet forsøgt at adressere, siden Pernille Erenbjerg tiltrådte som administrerende direktør i sensommeren sidste år, hvor hun afløste Carsten Dilling.
TDC har blandt andet øget fokus på små og mellemstore virksomheder, som man - med ledelsens egne ord - ikke har haft nok fokus på tidligere. Desuden skal produkterne være mere standardiseret.
Slankekur i sigte
Derudover skal divisionen på en større slankekur, hvilket der blev sat konkrete ord på i sidste uge, hvor TDC fremlagde strategien for de kommende tre år, som går under navnet "Altid Enklere og Bedre".
Strategien betyder blandt andet, at interne processer skal forsimples, antallet af it-systemer bliver reduceret, der skal nedlægges 250 stillinger, og det skal alt i alt give plads til besparelser på 130 mio. kr. i erhvervsforretningen i 2018.
I forbindelse med fremlæggelsen af den nye strategi i sidste uge blev værdien af erhvervsdivisionen nedskrevet med 4,6 mia. kr.
TDC regner med, at man fra 2017 vil se bedring i koncernens resultater, men det gælder dog ikke i erhvervsbenet. Topchef Pernille Erenbjerg ville i sidste uge ikke udtale sig om, hvornår hun egner med at have vendt den negative udvikling, men det ventes ikke at ske i perioden frem til 2018.
Det er dog ikke et isoleret TDC-problem, at indtjeningen er vigende. Også konkurrenterne Telenor, Telia og "3" kæmper med indtjeningen, og TDC står for langt den største del af det overskud, som bliver hentet på det danske telemarked.
/ritzau/FINANS